• ···
Vegetarens guide til Barcelona // Part 2

Vegetarens guide til Barcelona // Part 3

Hej 🙂

Her får I tredje og sidste del af Vegetarens guide til Barcelona og så er det ellers slut med spanske anbefalinger i den her omgang. Hvis I ikke fik læst de to forrige dele, kan I finde første del her og anden del her, og ellers er det bare at give sig i kast med nedenstående læsning.

Rigtig god fornøjelse.

… Og jeg vil lige afsløre, at I får en rigtig lækker salatopskrift i næste indlæg, så selvom opskrifterne har været på pause i den her uge, er de lige rundt om hjørnet 🙂

9. DRINKEN

IMG_9392

Hvad: Numeronueve (udtales: nu-me-ro-nu-e-ve)
Hvor: Carrer de la Vidrieria, 9

Baren Numeronueve – eller ‘nummer 9’, som den hedder på dansk – ligger ikke mange stenkast fra restauranten LaVietnamita, som jeg anbefalede i del 1. Numeronueve er et dejligt sted, hvis man ønsker en drink, der er lavet af gode råvarer, er overkommelig i pris og er blandet af en kompetent bartender med fuldskæg, ølmave og hele moletjavsen. Baren er på ingen måde Bodega-agtig (selvom billedet af bartenderen måske antyder det), men derimod et trendy sted, hvor både lokale, såvel som mindre lokale, står som sild i en (hyggelig) tønde og nyder den gode musik, de velsmagende drinks og den svedige, charmerende atmosfære, der emmer af frisk mynte, spansk rom og sene nattetimer.

Plussiden: Numeronueve er det perfekte sted, hvis I har brug for at drikke andet end den klassiske sangria, eller hvis mojitoerne indtil videre har smagt mere af græsplæne end af rom. Her laves der gode drinks!
Minussiden:
Når menneskemængden er på sit højeste, må man skubbe og mase lidt for at afgive sin bestilling i baren. Men det er jo et velkendt fænomen.

10. MARKEDERNE

FullSizeRender_1

FullSizeRender_2

FullSizeRender_3

FullSizeRender

Hvad: Mercat de La Conceptio + Mercat de Santa Caterina
Hvor: Carrer d’Aragó, 311 + Avinguda Francesc Cambó, 16

Barcelonas mest kendte marked er naturligvis Mercado de La Boqueria, også kaldet La Boqueria, som ligger midt på Ramblaen. La Boqueria er også det mest turistede marked og stemningen derinde er mildest talt kaotisk. Det kan derfor anbefales at våge sig ud til steder, hvor de lokale handler deres dagligvarer, og hvor man (måske) kommer hjem med et par tyrenosser, i stedet for et stykke tofu, fordi ens spanskkundskaber ikke rakte langt nok. Sådanne markeder kunne for eksempel være Mercat de La Conceptio, som er særlig interessant for folk med grønne fingre (navnlig blomster), eller Mercat de Santa Caterina, som giver en ovenud autentisk sanseoplevelse og bugner af frisk frugt, grøntsager, ost, brød, kager og fantastiske olivenolier. Lad jer ikke fortvivle over billederne ovenfor – vi kom midt i de lokales sommerferie, så stedet (Mercat de La Conceptio) var mennesketomt i forhold til under normale omstændigheder.

Plussiden: Man får sig en ægte, spansk markedsoplevelse, når man besøger de to markeder. Oplevelsen kan klart anbefales. Mercat de Santa Caterina huser desuden flere restauranter, hvor man kan nyde sin frokost, inden man igen går på opdagelse i de forskellige boder.
Minussiden:
De to markeder er mindre end det berømte marked La Boqueria, så oplevelserne, man får med sig, er forskellige. Det er en god idé at tjekke markedernes åbningstider. Vi kom som sagt midt i deres sommerferie, hvilket desværre betød, at flere af staderne havde lukket.

11. SUPERMARKEDET

FullSizeRender

FullSizeRender_3

FullSizeRender_2

IMG_9766

Hvad: Woki Organic Market
Hvor: Passeig de Sant Joan, 110

Det sidste man skal gøre, inden man forlader Barcelona og siger ‘tak for denne gang’, er selvfølgelig at købe souvenirs med hjem – også hvis det bare er til jer selv – og også hvis man kan kalde det at handle i et supermarked, at købe souvenirs. Og det kan man. For Woki Organic Market er fantastisk. Intet mindre. Og virkelig et sted, hvor jeg ville blive glad for at få en souvenir fra. Butikken er et mekka for vegetarer, raw foodere, veganere, økologer og andre, der bare godt kan lide sund og miljøvenlig mad. Stedet sælger alt fra grøntsager til tofubøffer, bønnepålæg til babymad og cashewnøddecreme til bagerbrød, og alt imens man bestemmer sig for, hvad man skal købe, kan man passende nyde en kop kaffe og et stykke kage, siddende ved butikkens aflange træbord, der giver udsyn til gaden. Som en ekstra lille gimmick, sælger Woki Organic Market sodavand fra Naturfrisk, som er fremstillet af det danske bryggeri Ørbæk. Det er da lidt sjovt – Dansk i spansk! 😉

Plussiden: Jeg har næsten kun gode ting at sige om Woki Organic Market. Jeg er vild med stedet.
Minussiden:
Økologien her koster det samme som i Danmark, så foretag en hurtig hovedregning, inden I lægger varerne på disken.


Andre anbefalinger og tips:

Spisesteder:

  • Govinda Gopal (frokost): et dejligt vegansk og indisk frokoststed, som trods sin trange plads tilbyder utallige lækre retter og desserter. Adresse: Carrer dels Escudellers, 42
  • Pasta Bar (frokost): et lille sted tæt på Ramblaen, som laver friske pastaretter, salater og andet godt. Adresse: Carrer Escudellers, 47
  • Rasoterra (aftensmad): Vegetarisk bistro, som jeg ærgrer mig over, at jeg ikke nåede at få besøgt. Det vil jeg gøre næste gang, jeg er i Barcelona. Adresse: Carrer de Palau, 5

Tips:

  1. Hold jer væk fra Ramblaen:
    Ramblaen (Barcelonas svar på strøget) fanger ikke essensen af Barcelona, men er derimod et sammensurium af masende tourister, gadesælgere og mindre god mad til tårnhøje priser. Besøg kun Ramblaen, hvis I ikke er overbeviste om ovenstående eller skal besøge en specifik butik i området.
  2. Spis vegetarisk mad på vegetariske restauranter:
    Barcelona har uendelig mange vegetariske spisesteder, men vær opmærksom på, at udbuddet af vegetarisk mad på almindelige restauranter hverken er særlig stort eller særlig godt. Hvis restauranterne serverer kød, går de med andre ord ikke op i de vegetariske retter, så hold jer hellere til dem, der har styr på det og spis vegetarisk mad på de vegetariske restauranter.
  3. Generelle råd:
    Pas godt på jeres ting i tætbefolkede steder, såsom metroen, markeder, stranden og Ramblaen (men der går I selvfølgelig ikke hen, så det er unødvendigt at sige 😉 ). Og husk selvfølgelig gode gåsko. Metroen i Barcelona er forholdsvis ligetil at finde ud af, men Barcelona er klart mest charmerende til fods.
  4. Nyttige apps og hjemmesider:
    Tripadvisors app og hjemmeside er den klassiske hjælper på ferien, men prøv også Yelp, hvor I på ingen tid kan oprette en bruger og finde alt, som I har brug for. Den hjalp os meget på vores ferie.

Rigtig god fornøjelse med guiden, hvis I skal til Barcelona inden for nærmeste fremtid. Og hvis I bare læste med for hyggens skyld, skal I have mange tak.

God dag 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vegetarens guide til Barcelona // Part 2