• ···
10 lækre brød

Vegansk Key Lime Pie

FullSizeRender

Den her Key Lime Pie lavede jeg til ChriChri for noget tid siden, men da det er en rigtig sommeropskrift, skal I have den netop nu, hvor vejret er godt!

Key Lime Pie er traditionelt en amerikansk desserttærte med tærtebund, kondenseret mælk, masser af limesaft og en ordentlig omgang marengs- eller flødeskumstopping. Den her opskrift er ikke en klassisk Key Lime Pie, men i stedet en vegansk udgave lavet udelukkende med naturlige råvarer. Opskriften indeholder en del ingredienser, men resultatet bliver også en utrolig lækker, anderledes og super frisk dessert, som kan spises med god samvittighed og som er fantastisk på et steghed sommerdag. Prøv den hvis I tør. Nyt er godt!

Der er nok lidt stille herinde indtil på onsdag, hvor jeg afleverer speciale, men så glæder jeg mig også til at genoptage mit arbejde i køkkenet og lave en masse god mad til jer igen 🙂

Rigtig god bagelyst!

Ingredienser (14 pers)

Bund

  • 1 dl usaltede cashewnødder
  • 3 dl mandler
  • 1 dl kokosmel
  • 1/2 tsk salt
  • 2 dl friske udstenede dadler (ca. 170 g)
  • 2 spsk kokosolie

Fyld

  • 1 stor avocado
  • 3 dl usaltede cashewnødder
  • 1 dl mandler
  • 2 dl kokosmælk (fuldfed)
  • 2 dl kokosolie
  • Saften af 5 limefrugter + 1 spsk ubehandlet limeskal
  • Ca. 1,5 dl akaciehonning

Topping

  • 2 dåser fuldfed kokosmælk (stilles på køl ca. 1/2 dag, så kokosfedt og -vand deler sig – dåserne må ikke rystes)
  • Akaciehonning efter smag

Fremgangsmåde

  1. Bund: Blend cashewnødder fint og mandler groft. Kom nøddemassen i en skål sammen med kokosmel og salt.
  2. Tænd ovnen på 190 grader almindelig ovn.
  3. Smelt kokosolien og blend den sammen med de udstenede dadler indtil massen er sammenhængende og uden klumper. Hæld massen over nødderne og ælt det hele sammen med hænderne.
  4. Beklæd en tærte- eller springform med bagepapir, kom massen på og tryk bunden ud i et jævnt lag. Bag bunden i midten af ovnen i ca. 10 minutter indtil den er lysebrun. Stil den herefter til side.
  5. Fyld: Udsten avocadoen og kom alle ingredienserne i blenderen (hold lidt igen med limesaft) og blend indtil massen har konsistens som en smoothie. Smag til med limesaft og -skal for at få den syrlighed I bedst kan lide. Hæld fyldet over tærtebunden og pynt med revet limeskal. Stil tærten i fryseren 1 time og stil den herefter i køleskabet i minimum 2 timer, så den sætter sig.
  6. Topping: Umiddelbart inden servering åbnes kokosmælken og kokosfedtet tages op med en ske (vandet skal ikke bruges, så gem det til en wokret). Kom fedtet i en skål med lidt honning og pisk massen sammen til en tyk creme. Smag til med honning og fordel toppingen over Key Lime Pie’en. Servér tærten kølig.

Velbekomme 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 lækre brød