• ···
Peanut-dadelbrud

Suveræne squashbøffer

IMG_6705

IMG_6715

De her er nok de bedste squashbøffer, jeg længe har lavet.

De sidder lige i øjet og smager skønt af hvidløg, citronskal og parmesan. En ret suveræn sammensætning, hvis jeg selv skal sige det.

Min kæreste holder en fridag i dag og vi har allerede lagt en masse planer. Om lidt tager vi ind til min bror, hans kæreste og deres to tvillinger (hvis I følger Mette Marie fra Twinpeaks, så er det dem, der er kendt som Kopierne). De store drenge skal ud at cykle langt og drikke øl, og min svigerinde og jeg skal hente tvillinger og lave mad. Og midt imellem det hele skal vi alle ud at se på lejligheder, da ham med skægget og jeg som bekendt leder efter noget nyt at bo i. Det bliver en god, travl fridag! 🙂

Jeg ved, at nogle af jer har efterspurgt ideer til hovedretter og her er squashbøfferne meget velegnede. Jeg serverede dem med ovnbagte rodfrugter og persille-cremefraiche og det mættede rigtig godt. Bøfferne kan selvfølgelig også spises som frokost sammen med en salat eller som klap-sammen i en grovbolle. I kan med fordel lave dobbeltportion og opbevare halvdelen af bøfferne i fryseren, da de hurtigt får ben at gå på.

God fornøjelse!

Tip: Bøfferne kan steges på panden i stedet for i ovnen, hvis I vil spare tid, de suger dog en del mere fedtstof. Steg dem i olivenolie ved god varme i ca. 4 minutter på hver side.

FullSizeRender

Ingredienser (ca. 12 stk)

  • 4 squash
  • 1 dl havregryn
  • 4 fed presset hvidløg
  • Skallen af 1 økologisk citron, fintrevet
  • 40 g fintrevet parmesanost
  • 2 mellemstore æg
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

  1. Skyl squash, skær enderne af og riv dem groft på et rivejern. Kom dem i en si, vend 1 tsk salt i og lad dem dryppe af i 5-10 minutter. Pres dem for væde og kom dem i en skål.
  2. Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
  3. Vend havregryn, presset hvidløg, citronskal og parmesan i. Tilsæt 1 tsk salt og masser af friskkværnet peber.
  4. Form dejen til ca. 12 flade bøffer, læg dem på en bageplade, penslet med lidt olivenolie og bag bøfferne i ovnen i ca. 20 minutter eller til de er lysebrune. Vend bøfferne og bag dem færdige på den anden side i ca. 10 minutter.

Velbekomme 🙂

IMG_6703

IMG_6701

   

2 kommentarer

  • Therese

    De smager rigtig godt! Hvor store laver du dem? Jeg lavede dem vist for små både i omkreds og højde, så hvor høje kan de være, når de samtidig skal gennembages? Har du prøvet at bruge løg også for at få mere dybde i smagen – eller bliver de for dominerende?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kitchenbyeve

      Hej Therese 🙂 Jeg tror, at mine blev omkring 10 cm i diameter med en tykkelse på 1-1,5 cm. Husk at presse squashen godt for væde og smag ‘dejen’ til med salt og peber, det synes jeg giver god smag og det hjælper samtidig på sprødheden. Bag eventuelt bøfferne 5-10 minutter længere efter du har vendt dem i ovnen, end angivet i opskriften, så skulle de gerne blive let sprøde (husk også at lægge dem på en rist bagefter, så de kan dampe af). Jeg tror sagtens, at du kan bruge løg i opskriften, det lyder lækkert! – jeg kan dog ikke udtale mig om bagetiden, da løgene tilfører bøfferne mere væske og nok gør, at de skal bage endnu længere. Jeg håber, at det var svar nok 🙂 Knus E

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Peanut-dadelbrud