• ···
Lynwok med hvidkål, æg og sur-sødsauce

Klatkager af søde kartofler

IMG_2039

FullSizeRender

IMG_2047

Jeg er ikke sikker på om klatkager er et fyldestgørende navn til de her størrelser, men jeg vil helst ikke bruge ordet bøffer om mad, der ikke er kød i, så derfor kalder jeg dem det. Klatkagerne må dog ikke forveksles med traditionelle klatkager, som laves af en rest risengrød og hører hjemme i dessertkøkkenet. De her egner sig i stedet til på frokost- eller middagsbordet.

Klatkagerne er lavet af søde kartofler, som egentlig ikke er kartofler, men batater, som mest af alt minder om pastinakker. Rundt om i verden er søde kartofler en basisgrøntsag, men herhjemme anses de som en delikatessegrøntsag og koster derfor lidt mere end almindelige kartofler (ca. 16 kr for 500 g). De søde kartofler er mere sukkerholdige end almindelige kartofler – deraf navnet – men de indeholder også flere fibre, der gør, at de mætter en smule mere. Så alt i alt har de to slags kartofler næsten samme næringsindhold, men smagene er forskellige.

Jeg er helt vild med klatkagerne, der smager sødt og mildt af søde kartofler, og spicy af chili og forårsløg – de er faktisk nogle af de bedste jeg har lavet. Nyd dem med en sprød coleslaw, ristet rugbrød og nedenstående dip 🙂

Ingredienser (ca. 17 stk)

Klatkager

  • 500 g søde kartofler
  • 250 g gulerødder
  • 2 forårsløg (brug både den hvide og den grønne ende)
  • 1/2-1 rød chili
  • 2 tsk soja
  • 1/2 tsk honning (kan udelades)
  • ca. 100 g fuldkornshvedemel
  • Salt og peber
  • Smør eller olie til stegning

Dip

  • 1 håndfuld koriander eller purløg
  • 75 g græsk yoghurt
  • 75 g cremefraiche 9%
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 spsk olivenolie
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

  1. Skræl søde kartofler og gulerødder og skær dem i tern á 2×2 cm. Kog dem i usaltet vand i ca. 20-25 minutter til de er helt møre. Afdryp dem i en si i 30 minutter. Lav dippen imens.
  2. Hak koriander fint og kom det i en lille skål med resten af ingredienserne. Rør godt rundt og smag til med salt og peber.
  3. Efter 30 minutter hakkes forårsløg og chili fint og kommes i en skål (start med halvdelen af chilien og gem resten til senere). Tilsæt soja, salt og honning. Kom de søde kartofler og gulerødder i en skål og mos dem ud med en gaffel. Bland dem sammen med ovenstående og tilsæt melet. Rør godt rundt og smag til med chili, salt og peber.
  4. Varm en pande op med smør til middelvarme. Kom en spiseskefuld dej på panden og pres klatkagen let flad med bagsiden af skeen, så den ca. er 1 cm tyk. Steg klatkagerne i ca. 6 minutter på hver side. Læg dem på et stykke fedtsugende køkkenrulle og gentag processen indtil der ikke er mere dej.

Servér klatkagerne med coleslaw, ristet rugbrød og dip.

God weekend 🙂

IMG_2044

FullSizeRender_1

FullSizeRender_2

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lynwok med hvidkål, æg og sur-sødsauce