• ···
Halloween // Tagliatelle med cremet butternut squash sauce

Den ultimative snickerskage med marshmallows og saltkaramel

FullSizeRender_1

FullSizeRender

IMG_1386

IMG_1384

FullSizeRender

Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde med den her snickerskage! – Der er simpelthen for mange steder at starte.

Kagen er den tungeste af de tunge drenge og er efter min mening en kage, der burde høste samtlige præmier på kagepodiet. Jeg er helt vild med tunge kager og den her vinder klart førstepladsen. Der findes ingen kager over og ingen ved siden af – den er helt og aldeles enestående!

De fleste kender nok til snickerskagen, som selvsagt er kageversionen af verdens mest solgte chokoladebar af samme navn. Kagen består traditionelt (i hvert fald i Danmark) af en kagebund med et lag peanuts, et lag karamel og et lag chokolade. Tre lag der slår til, godt og vel endda. Alligevel skulle den her version have et ekstra lag – et lag med marshmallows (eller skumfiduser, som de hedder på dansk) – bare for at gøre kagen endnu mere ekstravagant. Og kagen kunne heldigvis sagtens bære det. Jeg vil faktisk vove at påstå, at den er bedre end en almindelig snickerskage. Fedtet, sprød, svampet, snasket, cremet, salt og sød… Den har det hele.

Lad jer ikke skræmme af ingredienslisten eller kagens fire lag, de er på ingen måde svære at lave. Lav helst kagen dagen før den skal spises, da den både har godt af at ’sætte sig’ natten over og samtidig skal afkøles af flere omgange.

Og så et sidste råd: lav kagen! I vil ikke fortryde det 🙂

Ingredienser (30 små stykker)

Bund

  • 200 g blødt smør
  • 4 dl rørsukker
  • 3 æg
  • Kornene af 1 vaniljestang (gem vaniljestangen til karamellen)
  • Ca. 4 dl hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 400 g saltede peanuts

Karamel

  • 1,5 dl piskefløde
  • 3 dl rørsukker
  • 1,5 dl mørk sirup
  • 75 g smør
  • 1/2 tsk salt
  • Den tomme vaniljestang

Marshmallow 

  • 210 g hvide marshmallows (skumfiduser) eller 1 bøtte Marshmallow Fluff á 210 g (forhandles bl.a. i Meny).

Chokolade

  • 300 g mørk chokolade, minimum 70%
  • 50 g hvid chokolade

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 200 grader almindelig ovn.
  2. Bunden: pisk blødt smør, rørsukker, æg og vaniljekorn sammen til en luftig masse. Bland mel og bagepulver sammen og tilsæt det lidt ad gangen. Beklæd et firkantet fad (20×30 cm) med bagepapir og fordel dejen jævnt i. Hæld peanutsene over bunden og pres dem let ned i dejen. Bag kagen i ca. 20 minutter, indtil den er lysebrun. Lav karamellen imens.
  3. Karamel: kom alle ingredienserne i en lille gryde og giv det et opkog. Lad karamellen simre i 5-7 minutter under jævnlig omrøring. Tag den herefter af varmen og fjern vanljestangen.
  4. Marshmallow: når kagen er færdigbagt kommes marshmallow fluff på i store klatter – hvis kagens overflade ikke er jævn, så brug først en spatel eller dejskraber til at udjævne overfladen – glat herefter marshmallowlaget ud med løs hånd. Fortvivl ikke hvis marshmallowen klistrer og ikke bliver jævnt, det fordeler sig, når karamellen kommer på. Hæld karamellen over og fordel nu laget jævnt over kagen.
    Kagen afkøles nu HELT i køleskabet inden chokoladen laves, det tager 2-3 timer. Stil gerne kagen i fryseren den sidste time, så den er helt kold, når chokoladen skal på.
  5. Chokolade: smelt den mørke og hvide chokolade, over vandbad eller i mikroovn, i hver sin skål. Hæld den mørke chokolade over kagen og fordel den jævnt. Kom herefter den hvide chokolade på med en teske, ved at trække tynde linjer på en lange led af kagen. Brug nu en tandstik eller strikkepind til lave mønstre på den korte led af kagen. Jeg gjorde det med løs hånd, det kommer sig ikke så nøje, når kagen alligevel skal skæres ud. Afkøl kagen helt inden den skæres ud og nydes i fulde drag.

Velbekomme – I fortjener det 🙂

IMG_1325

IMG_1379

FullSizeRender_2

*Indlægget indeholder affiliate links.

   

6 kommentarer

  • Joanna

    kan man udlade marsmellow

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kitchenbyeve

      Det kan man:) Men jeg kan ikke love, at det stadig bliver en ‘ultimativ’ snickerskage. Dog skal det stadig nok blive en god en:) Kh E

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stinna

    Har nu lige sat tænderne i den fantastiske kage 😍 Men puha en sukker ulækker kage .. haha ..

    Kan den fryses ?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kitchenbyeve

      Haha, der er kun noget der hedder en sukker (u)LÆKKER kage i mine øjne Stinna – jeg er vild med de tunge af slagsen! 😀 Og ja, jeg vil bestemt mene, at den kan fryses. Bare husk at tage den ud i god tid, så den kan nå at temperere 🙂 Knus E

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lille

    Hvor flydende skal kagen være, når den tages ud af ovnen?
    Jeg står med den i hænderne nu, og den er på ingen måde færdigbagte i dejen, den er meget flydende efter 20 minutter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kitchenbyeve

      Hej Lille. Øv hvor ærgerligt, at det ikke gik godt med kagen. Fik du reddet den? Bagetiden på ca. 20 minutter (i den angivne størrelse form) ved 200 grader passede godt, da jeg bagte kagen, men det lyder som om din skulle have længere. Et godt tip er at stikke en strikkepind eller kødnål i kagen efter 20 minutter og hvis der hænger meget ved, skal kagen have mere, hvis der hænger en lille smule ved, er kagen færdig. Kagen sætter sig også, når den kommer i køleskabet, selvom den måske har virket ugennembagt. Men den skal selvfølgelig ikke være flydende, så prøv evt. at bage den 5 minutter længere, ovne er jo forskellige. Knus E

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Halloween // Tagliatelle med cremet butternut squash sauce