• ···
Quinoa-gulerodsdeller

Den bedste banankage med hindbær, chokolade og blå birkes


img_1189

img_1185

Har I haft en god weekend? – Det har jeg 🙂

Jeg har arbejdet hele weekenden – en rigtig god arbejdsweekend, hvor dagene er fløjet afsted – og jeg skal arbejde igen i morgen, så nu er jeg egentlig klar til at hoppe under dynen og sove, så mandagen kan overstås og jeg kan nyde en fridag tirsdag.

Hvis I har det ligesom mig, når det er søndag, så bliver I lykkelige over kagebilleder. For mig er søndag en dag hvor jeg har lyst til at spise alt i verden og hvor jeg synes det er helt okay at spise alt i verden, fordi der starter en ny uge dagen efter og fordi man skal passe ekstra på sig selv, når det er søndag. Det er min filosofi. Om end det så betyder junkfood og stagnation i sofaen, jeg er sikker på, at det er sundt for sjælen!

Den her absolut bedste banankage bagte jeg til en temadag vi havde med på arbejdet i fredags og den blev taget imod med kyshånd. Ikke mindst af mig selv (men det tæller vel også). Det fungerede rigtig godt med hindbær, som gav den svampede og chokoladefyldige banankage et frisk og syrligt twist og de blå birkes gav kagen et dejligt, knitrende bid. Englene sang virkelig!

… jeg vil hoppe under dynen og drømme mig til et stykke til. Det var simpelthen bare en god banankage!

Rigtig god bagelyst!

img_1186

Ingredienser (14-16 stk)

  • 4 store modne bananer
  • 200 g smør
  • 225 g frosne hindbær
  • 1 vaniljestang
  • 4 dl rørsukker
  • 6 mellemstore æg
  • 1 tsk salt
  • 2 spsk blå birkes
  • 4 dl mel
  • 1,5 tsk bagepulver
  • 200 g mørk chokolade
  • 100 g hvid chokolade

Fremgangsmåde

  1. Mos bananerne i en skål med en gaffel. De skal være helt udmosede og klumpefri.
  2. Smelt smørret i en gryde og stil det til afkøling. Kom hindbærrene i en skål og stil dem ved stuetemperatur.
  3. Tænd ovnen på 175 grader almindelig ovn.
  4. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Pisk vaniljekorn sammen med sukker og æg til en luftig masse. Kom salt, blå birkes, mel, bagepulver, mosede bananer og smeltet smør ved lidt ad gangen og pisk godt.
  5. Hak 150 g mørk chokolade og 50 g hvid chokolade mellemfint og vend det i dejen.
  6. Beklæd et firkantet fad (ca. 24-30 cm) med bagepapir og fordel dejen jævnt i. Fordel hindbærrene ovenpå (men gem ca. 20 stk til pynt).
  7. Bag kagen i midten af ovnen i ca. 35 minutter. Prik i den med en gaffel efter 30 minutter for at checke konsistensen. Hænger der dej ved gaflen, skal kagen have lidt længere (men bag den ikke længere end max. 45 minutter. Min blev perfekt efter 40 minutter). Stil kagen til afkøling.
  8. Hak resten af chokoladen groft og fordel det over den varme kage. Når chokoladen er smeltet kan der trækkes fine mønstre i overfladen med en strikkepind/kødnål. Lad banankagen køle helt af inden den nydes – det bliver den absolut bedst af.

Velbekomme 🙂

img_1184

fullsizerender

   

6 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Quinoa-gulerodsdeller